Ingen adskillelse betyder født sammen

Tim Pallis

Det buddhistiske ord samsara kommer af verbet ”at flyde” som betegner en strøm af bevidsthedsindhold, som flyder fra det ene øjeblik til det næste. Denne endeløse strøm af bevidsthedsindhold kan slutte med et ”ophør” kendt som nirvana, hvor det mentale indhold i sindet endelig stoppes som en strøm der tørrer ud.

Det er velkendt, at den buddhistiske lære i de første århundreder adskilte skarpt mellem samsara og nirvana. De forskellige abhidharma skoler eller filosofiske skoler fremhævede en adskillelse mellem betingede fænomener i vort mentale univers, som er afhængige af hinanden og det ubetingede, som er bevidsthedsrummet eller den universelle bevidsthed.

Madhyamika filosoffen Nagarjuna (ca. 150-250) dekonstruerede denne tvedeling med det argument, at alle fænomener eller mentale tilstande i virkeligheden er ”tomme” (sunya) dvs. de har ingen selv-væren, selv-identitet eller reel autonom natur, fordi de altid står i relation til eller er indbyrdes afhængige og betinget af alt andet.

Dermed kollapser polariteten mellem det betingede og ubetingede, og der er dermed ingen adskillelse mellem samsara og nirvana. Det vigtige for vor erkendelse af vor egentlige natur eller buddhanaturen er altså, at der i virkeligheden ikke findes en tvedeling af bevidsthedsrummet og bevidsthedsindholdet. Det kan vi kalde den universelle bevidsthed eller vor buddhanatur – det er vor sande identitet. Vi er ikke adskilt fra den virkelighed vi opfatter – det er den vi er.

Hvis vi som enkelt individ adskilt fra alt andet i verden tror, at vor identitet er en selv-væren, som fødes og dør indenfor et begrænset tidsrum, må vi tro om igen. I virkeligheden er vor egentlige natur en identitet, som er født sammen med alt andet og uadskillelig fra alt andet. Dette ”alt andet” er i virkeligheden intet andet end os selv – det er vor egentlige natur.

Mahayana buddhismen udviklede i og med Madhamika filosofien og Avatamsaka filosofien nogle tanker om alle tings gensidige relationer og afhængighed til hinanden. Det var en slags buddhistisk økosofi. Den siger, at intet eksisterer adskilt fra noget som helst andet i universet.

Hvert individ lever kun i indbyrdes vekselvirkning og betinget af andre og andet. Virkeligheden er et netværk af gensidige relationer – den er uendelig og total og kun en Buddha kan se det. Der er ingen adskillelse mellem selv og andet. Det er det buddhismen kalder ”tomhed” (sunyata), fordi ethvert individ er ”tom” for en egen uafhængig eksistens.

Da der ikke er nogen adskillelse af selv og andet betinges ens liv af det andet. Det er en energi eller kraft hinsides den enkelte, som opretholder den enkeltes eksistens. Den japanske grundlægger af Jodo Shin buddhismen Shinran (1173-1262) sagde: ”Der har aldrig været nogen adskillelse – sammenhængen er en vision af totalitet. Alle eksistenser er født sammen og omfavnet af Amida Buddha.”

Shinran skelnede mellem ”jiriki” og ”tariki”. Jiriki er zen buddhismens ”ved egen indsats”. Ki betyder egentlig kraft, energi eller ånde, som er lig med det græske ord ”pneuma”, som betyder ånd eller spirit. Det kinesiske ord for ki er chi. Shinran sagde nu, at der hvor jiriki holder op begynder tariki.

Det betyder, at når du i din praksis erkender, at du ikke ved egen indsats kan finde din sande identitet, kan det foranledige en opvågnen til den egentlige natur, hvor der ikke længere er en adskillelse mellem indre og ydre, selv eller andet.

Tariki er jodo shin buddhismens ”ved en ydre indsats” eller ved en ydre kraft eller hjælp fra noget udenfor ens selv-væren. Det er Amida buddha. Her er Amida buddha ensbetydende med alle levende væsners buddhanatur, som altså er en totalitet, hvor alle eksistenser i det evige nu fødes sammen. Vi er ikke adskilt fra den virkelighed vi opfatter – det er den vi er – det er vor buddhanatur.